Indtil nu har det kun været muligt at gemme dine programmer fra EdBlocks og EdScratch online, og det krævede en brugerkonto.
Det har givet besværligheder i forhold til GDPR, for det er svært at registrere karakteren af de oplysninger, der gemmes på serveren.
I løbet af juni 2019 bliver det muligt at gemme programmerne på din egen computer.
Du får to nye punkter i menuen i EdBlocks og EdScratch: Save to computer og Load from computer.
For at undgå at eleverne uforvarende kommer til at gemme deres programmer online og på den måde risikere at afgive personlige oplysninger, så bliver det fra 1. juli 2019 ikke længere muligt at oprette konti og gemme online.
Hvad betyder det for nuværende brugere?
Hvis du allerede har oprettet en konto i enten EdBlocks eller EdScratch, så kan du fortsat bruge den. Du skal blot logge på på en anden adresse end du plejer.
EdBlocks med online brugerkonti flytter til https://cloud.edblocksapp.com og EdScratch flytter til https://cloud.edscratchapp.com. Du vil stadig have adgang til disse apps, og de programmer du har gemt, efter den 1. juli 2019, men du kan ikke oprette en ny konto efter dén dato. Efter den 1. juli 2019 vil det heller ikke være muligt at downloade programmerne fra din brugerkonto til din egen computer.
Har du programmer liggende, som du gerne vil gemme på din egen computer, så skal du logge ind inden 1. juli 2019 og gemme dem lokalt.